Således røg der flest kategori 3 hoteller over disken til sommerferien, mens kategori 4 hoteller er et hit til dette års efterårsferie.

Hvorfor bo på kategori 2 eller 3 hotel, når man kan få et kategori 4 hotel til en rigtig god pris?

Mange danske chartergæster har fået øjnene op for, at efterårsferien er en god anledning til lidt ekstra luksus i hotelsengen.

Kategori 4 hotellerne er således dem, der bookes flest af til dette års efterårsferie ifølge de seneste tal fra Apollo.

Mindre konkurrence giver mere luksus for pengene

I det hele taget sælges der netop nu flere hoteller i den ”pænere” ende af skalaen til efterårsferien, end der gjorde i forbindelse med årets sommerferie.

- Hvis vi kigger isoleret på uge 42 sammenlignet med de gængse sommerferieuger, så er der skruet op for standarden. Det er kun naturligt, idet man faktisk kan få rigtig meget mere hotel for pengene i uge 42 end i de sommerferieuger, hvor rigtig mange danskere vælger at rejse til eksempelvis Spanien eller Grækenland,” fortæller Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo, og fortsætter:

- Det er jo faktisk kun danskerne, der holder ferie i uge 42. Derfor er der ikke den samme efterspørgsel på hotellerne, som der er i eksempelvis uge 30. Har man dermed det samme budget til efterårsferien, som man havde til sommerferien, så vil man opleve, at man kan få en noget bedre standard for de samme penge.”