Regn og rusk giver rejselyst - Photo; mynewsdesk.com

Efter to sommerferier med godt vejr i Danmark har de danske rejsearrangører i år valgt at rebe sejlene. Medlemmerne af RID (Rejsearrangørerne i Danmark) har reduceret antallet af charterrejser i skolernes sommerferie med ca. 15.000 til ca. 250.000. Det er sket for at tilpasse udbuddet til den forventede efterspørgsel, hvis den danske sommer for tredje år i træk skulle vise sig fra sin bedste side.

Men sådan ser det ikke ud lige nu. Den seneste måneds efterårsagtige vejr med regn og rusk – kombineret med DMI’s sommerprognose, der taler om bl.a. regn, regnbyger og endda skybrud – har for alvor sat gang i salget. Det mærker man hos Spies, der er Danmarks største rejsearrangør.

– Vi har solgt ca. 5.000 flere juni-rejser end på samme tidspunkt i fjor. Ni ud af 10 juni-rejser er væk, og i disse dage sælger vi ca. 20 pct. flere sommerrejser end på de samme dage i fjor. Telefonerne står ikke stille, og trafikken på www.spies.dk er vokset med ca. 30 pct., siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Lige nu er det specielt børnefamilierne, der solsikrer deres sommerferier. Ca. 40 pct. af dem vælger All Inclusive. Det sker for at ”fastfryse” udgiften til familiens ”bedste uger på året”.

I 1956 sendte Simon Spies de første 26 gæster med tog og skib til Mallorca. Siden har ”kærlighedens ø” været det mest populære rejsemål hos Spies. – Ca. 7.000 danskere har allerede sikret sig en Mallorca-rejse i juli. De fleste vælger familiekonceptet Sunwing Family Resorts eller voksenkonceptet Sunprime Hotels. Ca. 10 pct. af vores gæster vil i denne sommer bo på hotel uden børn under 16 år, siger Torben Andersen.

Mange danskere har fundet ud af, at Bulgarien er andet end Sunny Beach. Spies har i år solgt ca. 60 pct. flere rejser til de tre rejsemål omkring Varna. Derimod er salget af Egypten-rejser faldet med 30 pct.

Spies’ ”Top 5” for sommeren ser lige nu således ud:

  • Mallorca
  • Tyrkiet
  • Kreta
  • Rhodos
  • Gran Canaria