På baggrund af et nyt forslag fra Jordans turistminister, Nayef Al-Fayez, har den jordanske regering valgt at gøre indrejsen for alle turister til Jordan både lettere og billigere.

Helt konkret er der tale om afskaffelse af en række visumafgifter og om nedsættelse af afrejseskatten fra lufthavnene i Amman og Aqaba. Lovændringen blev endeligt vedtaget efter et møde med deres kongelige højheder, Kong Abdullah II og Dronning Rania.

Et ønske om at tiltrække rejsende fra hele verden

Målet med afskaffelsen er at gøre det både nemmere og billigere for alle turister at besøge Jordan. “Vi ønsker, at rejsende fra hele verden skal vælge Jordan som et af deres næste rejsemål, så vi kan vise dem at Jordan er et tilgængeligt, sikkert og gæstfrit land at besøge“ udtaler turistminister Nayef Al-Fayez. Ministeren fortæller videre, at lovændringen udgør et vigtigt tiltag i arbejdet med at forny og videreudvikle Jordans turistsektor, herunder ikke mindst at tiltrække og vedligeholde flytrafik fra nye potentielle markeder.

Tiltaget medfører følgende:

1) Afskaffelse af visumgebyr for turister, der rejser med en arrangør der samarbejder med en jordansk turoperatør. Dette gælder både single-rejsende og grupper af alle nationaliteter og kræver et ophold i Jordan på minimum 2 sammenhængende nætter.

2) Afskaffelse af visumgebyr for turister, der arrangerer deres rejse uden om en jordansk turoperatør. Dette kræver en `unified tourist site ticket´ og et ophold i Jordan på minimum 3 sammenhængende nætter.

3) Nedsættelse af visumgebyr fra 40 JOD til 10 JOD for turister, der ankommer til Jordan via nabolande. Dette kræver et ophold i Jordan på minimum 3 sammenhængende nætter.

4) Afskaffelse af afrejseskat for turister, der flyver fra Aqaba og Amman. Dette kræver en `unified tourist site ticket´ og et ophold i Jordan på minimum 3 sammenhængende nætter.

5) Afskaffelse af visumgebyr og afrejseskat for alle lavpris- og charterafgange fra King Hussein International Airport (Aqaba).