Bornholm får ikke alene et folkemøde – øens 39.828 indbyggere skal også til en ekstraordinær folkeafstemning. Spies har i dag udskrevet ”ferievalget 2016” – valget, hvor bornholmerne selv kan bestemme hvilket af fem populære rejsemål, som de helst vil flyve til direkte fra Bornholms Lufthavn. Modsat Helle Thorning-Schmidts folketingsvalg kan bornholmerne klare ”ferievalget” fra hjemmecomputeren…

Spies, der er Danmarks største rejsearrangør, henter i år ca. 1.500 øboere i Bornholms Lufthavn og flyver dem direkte til Mallorca, Rhodos, Kreta, Cypern og Antalya i Tyrkiet. Næste sommer skal der en nyhed på programmet, og Spies har besluttet, at bornholmerne selv skal bestemme, hvor de vil flyve hen med charterflyet fra Thomas Cook Airlines Scandinavia.

- Det nemmeste for os ville være at flyve til altid populære Mallorca, men hvad nu hvis Kofoed i Rønne hellere vil til Gran Canaria, Lund i Svaneke til græske Skiathos eller Larsen i Aakirkeby går og drømmer om en uge i Egypten? Derfor indkalder vi alle bornholmere til folkeafstemning med ét punkt på stemmesedlen: hvor vil I helst hen på charterferie i 2016?, fortæller direktør i Spies, Jan Vendelbo.

Den elektroniske ferieafstemning finder sted på rejsearrangørens hjemmeside www.spies.dk/rejser-fra-bornholm fra torsdag den 28. maj kl. 10 til tirsdag den 9. juni. På ”stemmesedlen” kan bornholmerne sætte ”kryds” ud for et af fem nye bornholmske rejsemål i 2016 (valgretsalderen er suspenderet til dette valg):

  • Tunesien
  • Egypten
  • Skiathos i Grækenland
  • Parga i Grækenland
  • Gran Canaria

Blandt alle deltagerne i afstemningen trækkes der lod om et gavekort på 5.000 kr. For at kunne vinde gavekortet skal man have adresse på Bornholm.

- Det rejsemål, som bornholmerne giver flest stemmer, sætter vi på programmet fra Bornholms Lufthavn enten i april eller i september 2016. Resultatet afslører vi mandag den 22. juni, hvor vi henter 212 ferieglade øboere i Bornholms Lufthavn og flyver dem direkte til Antalya i Tyrkiet, fortæller Jan Vendelbo i en melding.