Arriva Danmark er blandt de nominerede, når Arbejdsmiljørådet sidst i november uddeler årets ArbejdsmiljøPris. Nomineringen skaber stor glæde i Arriva, der har gjort arbejdsmiljøet til en central del af forretningsgrundlaget.

- Det er helt fantastisk, at vi er blevet nomineret til så prestigefyldt en pris. Det er en stor cadeau til hele vores HSE-organisation, der har gjort en enorm indsats for at gøre hensynet til arbejdsmiljøet til en integreret del af arbejdsrutinerne i Arriva,« siger Dorthe Nedermark, der er chef for Arriva Danmarks afdeling for Health, Safety and Environment (HSE) – eller på dansk: sundhed, miljø og arbejdsmiljø.

Medarbejderinvolvering

Arriva er nomineret i kategorien ’Arbejdsmiljø som strategisk element’ i konkurrence med NCC
Construction og midtVask. De tre Virksomheder er blevet udvalgt, fordi de ifølge Arbejdsmiljørådet:

»har styrket arbejdsmiljøet ved at opstille ambitiøse målsætninger om forebyggelse af vold, øget trivsel og nul ulykker – og ved at skabe effektfulde projekter, der har sat arbejdsmiljøet på dagsordenen og realiseret ambitionerne«.

Arriva har lagt vægt på at involvere medarbejderne i arbejdet og har gennemført uddannelsesforløb for alle virksomhedens 80 HSE-repræsentanter med den klare målsætning, at det skal være sjovt, udviklende og attraktivt at være HSE-repræsentant.

Indsatsen har ført til markante resultater: 19 af Arrivas 24 arbejdspladser vil inden årsskiftet være miljø- og/ eller arbejdsmiljøcertificerede – og antallet af arbejdsskader er faldet med 20 procent i løbet af blot to år.

Prisoverrækkelsen finder sted på Axelborg i København den 26. november 2013.